Fire ud af 53 personer er blevet smittet med coronavirus. To er indlagt på et sygehus, mens de to andre sidder i karantæne i en sundhedsklinik.

Det er yderst alarmerende: Isoleret stammefolk ramt af coronavirus

Andamanerne er hjemsted for fem folkefærd. Et af dem er ramt af coronavirus. Her ses en person fra Sentinel-stammen, der sigter på en indisk helikopter med bue og pil. Ø-gruppen ligger mellem Thailand og Indien. Arkivfoto. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Andamanerne er hjemsted for fem folkefærd. Et af dem er ramt af coronavirus. Her ses en person fra Sentinel-stammen, der sigter på en indisk helikopter med bue og pil. Ø-gruppen ligger mellem Thailand og Indien. Arkivfoto. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Coronapandemien rammer alle - selv stammefolk på øerne i Andamanerne.

Andamanerne er hjemsted for fem folkefærd: jarawaerne, seneltineserne, ongefolket, shompenfolket og de store andamanesere. Nu er det sidstnævnte stammefolk ramt af coronavirus.

Det anslås, at de store andamanesere tæller 53 personer, hvoraf fire er blevet testet positiv for coronavirus. Ifølge BBC er to blevet indlagt på et sygehus, mens de to andre er sendt til en sundhedsklinik, hvor de sidder i karantæne.

I sidste uge blev alle 53 stammefolk testet for coronavirus på Strait-øen, hvor de bor. Ansatte i sundhedsvæsenet og redningsarbejdere sejlede ud til øen, hvor de testede alle i løbet af dagen.

»De var alle meget samarbejdsvillige«, fortæller en repræsentant for sundhedsmyndighederne, Avijit Roy, til BBC.

Mange af stammefolkene rejser ofte mellem Port Island og den afsides ø, hvor de bor. Nogle har sågar småjobs i hovedstaden. Det er efter alt at dømme derfor, at stammefolket nu er ramt af coronavirus, mener Avijit Roy.

Andre er totalt isolerede

Det er ikke alle folkefærd i Andamanerne, der har noget med omverdenen at gøre. Seneltineserne og jarawaerne er totalt isolerede og ønsker tydeligvis ikke at have noget med andre at gøre.

Mange husker sikkert John Allen Chau, en 27-årig amerikansk mand, der i 2018 blev slået ihjel med bue og pil, da han forsøgte at trænge ind på øen North Sentinel.

Ifølge Survival International, der fra hovedsædet i London,arbejder for stammefolks rettigheder, så var de store andamaneseres indbyggertal 5.000, da briterne koloniserede øen i 1850’erne. Siden dengang har der været en række sygdomme, som har mindsket indbyggertallet markant.

»Det er yderst alarmerende, at medlemmer af stammefolket er blevet testet positiv for covid-19. De vil være alt for opmærksomme på de altødelæggende epidemier, der har reduceret deres folk«, siger Sophie Grigg, seniorforsker ved Survival International.


Anders Rytoft Mortensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her