Iført sin sorte maske og i følgeskab med Polens Mateusz Morawiecki, også med sort maske, og Tjekkiets Andrej Babis, med hvid, kunne Ungarns premierminister, Viktor Orban, egentlig godt ligne det tredje medlem af Bjørnebanden fra Anders And-bladene, da han torsdag dukkede op i Bruxelles.
Og ligesom Bjørnebanden er Andebys outsidere, fordi de hele tiden forsøger at røve onkel Joachims pengetank, er Orban, Morawiecki og Babis EU’s outsidere, der fra den ydre og populistiske højrefløj er i åben opposition til resten af EU.




























