Det var efteråret 2017 og i Sverige talte alle om #MeToo. I medierne, på arbejdspladserne og rundt om middagsbordene. Det, som startede som en bølge af #MeToo-erklæringer på de sociale medier, ofte ledsaget af anonymiserede oplevelser af seksuel chikane, skabte i Sverige en græsrodsbevægelse, som udviklede sig til et opgør med sexchikane og sexisme i langt de fleste brancher: Juristerne, bygningsarbejderne, præsterne, lægerne, arkæologerne og de butiksansatte, men også de prostituerede og de handicappede.
Alle havde de historier, som de delte med hinanden i lukkede Facebook-grupper. Og de skrev under på opråbene, som i første omgang samlede over 60.000 underskrifter.




























