En tidligere højtstående embedsmand i Donald Trumps administration har kritiseret præsidenten anonymt. Nu står han frem.

Manden bag anonyme anklager mod Trump står frem

Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Højtstående medarbejdere i Donald Trumps administration er så foruroligede over præsidentens »utilregnelige« og »amoralske« adfærd, at de aktivt arbejder på at undergrave ham.

Sådan skrev en anonym, højtstående embedsmand blandt andet i The New York Times i september 2018. Donald Trump var rasende. Nu bryder han sin anonymitet.

Det var den tidligere stabschef for Department of Homeland Security, Miles Taylor, der stod bag kritikken. Det skriver han i et blogindlæg på sin hjemmeside og på sin Twitter-profil.


Miles Taylors kritiske beskrivelse af præsidentens adfærd og af, hvordan medarbejdere i toppen af hans administration aktivt arbejdede på at undergrave ham, skabte store overskrifter i medierne. Efter udgivelsen af kronikken i 2018 skrev Donald Trump efterfølgende på Twitter, at den var landsforræderi. Derudover kritiserede præsidenten The New York Times for have anonymiseret kilden.

»Hvis denne feje, anonyme person rent faktisk eksisterer, så må The Times (The New York Times, red.) - for nationens sikkerheds skyld - udlevere ham/hende til regeringen med det samme!«

Miles Taylor forlod sit arbejde som stabschef i sommeren 2019. Samme år udgav han - også anonymt - bogen ’A Warning’, hvori han beskrev præsidenten som en ’umoralsk’ og ’udisciplineret’ leder, hvis magtmisbrug var en direkte trussel for det amerikanske demokrati. Senere fortalte Miles Taylor, at det var ham, der stod bag bogen.

De seneste par måneder har han udtalt sig kritisk over for præsidenten, men har hidtil afvist, at det var ham, der var manden bag kronikken. Det er uklart, hvorfor han nu står frem med navn.

Det møder nu skarp kritik fra Det Hvide Hus’ pressesekretær Kayleigh McEnany, der i en udtalelse kalder Miles Taylor for en kujon og løgner, som valgte anonymitet fremfor handling.

Donald Trump skriver på sin Twitter-profil, at han hverken kender eller har hørt om Miles Taylor.


Anders Rytoft Mortensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her