Vreden over sikkerhedsstyrkernes brutalitet stikker så dybt, at det er svært at forestille sig, at tilliden nogensinde kan genoprettes, skriver Maria L. i den dagbog, som hun i hemmelighed skriver til Politikens læsere fra Hvideruslands hovedstad, Minsk.
Hvor er din telefon? Jeg sagde, giv mig din telefon!«.
Jeg kan kun se hans øjne. Resten af ansigtet er dækket af en sort elefanthue. Hans øjne er ikke optændt af vrede, som jeg havde forventet. Jeg føler, det er muligt at få ham til at høre mig og endda lade mig gå. Jeg tvivler endda på, at han virkelig ønsker at gøre det, som han gør.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
