Marlene Wind, for næsten et år siden advarede du i din bog ’Tribaliseringen af Europa’ om, at EU var på vej mod et kollaps inden for 20 år. Nu har EU skiftet kurs med fælles gæld, fælles klimamål, samlet front over for Storbritannien og indført en retsstatsmekanisme. Er du mere optimistisk nu?
»Vi ser stadig en radikal underminering af demokratiet i flere dele af Europa, og vi har i årevis intet gjort ved det. Så jeg mener stadig, at vi ikke helt har prioriteterne på plads. Klima er vigtigt, men jeg vil ikke overleve for enhver pris i et hvilket som helst samfund. Det er positivt, at vi omsider har fået indført en retsstatsmekanisme, og seneste år har vist, at demokratiets tilstand for første gang for alvor er kommet på dagsordenen. Når det er sagt så vil jeg se mekanismen i brug, før jeg tror på en forandring«.


























