»Den samarbejdsevne, som vort land har vist i år, skal vi lære af og bruge i fremtiden«, siger Sveriges leder.

Löfven ser kontinuitet i Sveriges coronastrategi

Shoppingcentret Emporia i Malmø har mange besøgende op til jul. Sverige har haft en markant anderledes coronastrategi end Danmark og mange andre lande, men landet holder fast i den, lyder det fra statsminister Stefan Löfven.  Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Shoppingcentret Emporia i Malmø har mange besøgende op til jul. Sverige har haft en markant anderledes coronastrategi end Danmark og mange andre lande, men landet holder fast i den, lyder det fra statsminister Stefan Löfven. Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, siger et interview med Sveriges tv, SVT, tirsdag morgen, at han ikke ser nogen ændringer i Sveriges strategi i kampen mod coronapandemien.

Den svenske regering indførte mandag indrejseforbud for Danmark og Storbritannien. Det var en reaktion på det nye muterede coronavirus. Til et spørgsmål om, hvor effektivt indrejseforbud er, svarer den svenske statsminister:

»Vi skal gøre det, som det er muligt at gøre. Det er svært at sige i procent. Vi mener, at det er en rigtig forholdsregel, og nu har vi gjort det«.

Löfven siger, at andre EU-lande også har forholdt sig til spørgsmål om indrejseforbud.

» Meget handler om, hvordan beslutningsprocesserne er. I visse lande kan en minister beslutte at indføre et indrejseforbud. Men i Sverige er det hele regeringen, som må inddrages«, siger Löfven.

»Jeg ser en kontinuerlig fortsat kurs, hvor der hele tiden har været fokus på at begrænse smitteudbredelse og sikre, at sundhedssektoren har kapacitet til at klare presset«, siger Löfven.

Sverige indfører nye restriktioner

Han bliver i interviewet også spurgt om omfattende smittespredning, virusmutationer og en kommende svensk pandemilov.

Löfven betoner også, at strategen omfatter hjælp til landets virksomheder.

Sverige har ændret restriktioner og forholdsregler en del gange.

»Jeg tror, at kongen udtrykte det, som vi alle føler«

Ud over indrejseforbuddene har Sverige nu gjort mundbind obligatorisk i den kollektive trafik. Samtidig er der indført alkoholforbud på restauranter fra klokken 20 og distanceundervisning på gymnasier.

I interviewet understreger Löfven, at det er helt afgørende at holde afstand. Han betegner anvendelsen af mundbind som et supplement.

Löfven bliver også bedt om at kommentere, at Sveriges kong Carl Gustaf i et interview med SVT tidligere har sagt, at »det er mislykkedes for os« at redde liv under pandemien.

»Jeg tror, at kongen udtrykte det, som vi alle føler. Sveriges konge fremsætter ikke politiske udtalelser«.

Kong Carl Gustaf kritiserer svensk indsats under pandemien

En planlagt ny pandemilov kan komme til at gælde fra midten af januar. Den skal give regeringen redskaber og beføjelser til eksempelvis at hindre smitteudbredelse med lukninger af virksomheder, butikscentre og kollektiv trafik.

Löfvens juletale i weekenden handlede næsten udelukkende om coronapandemien. Han takkede svenskerne for året, som er gået. Han lovede også et andet, mere robust og trygt Sverige efter pandemien.

»Den samarbejdsevne, som vort land har vist i år, skal vi lære af og bruge, når vi håndterer andre samfundsproblemer«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her