Kun to dage før juleaften besluttede Sveriges regering i sidste uge at lukke grænsen for rejsende fra Danmark.
Dermed fik danskere, der havde planlagt at rejse via Sverige til Bornholm for at holde jul, travlt med at finde alternative ruter til klippeøen.
I løbet af den første uge med indrejseforbuddet ved den svenske grænse er 2.900 personer fra Danmark blevet afvist. Det oplyser svensk politi til Ritzau.
Opgørelsen er lavet af politiet i Region Syd.
»Vi appellerer til, at rejsende ikke forsøger at tage til Sverige, hvis det ikke er absolut nødvendigt«, siger Anders Wiberg, der er leder af svensk politis indsats ved grænsen, i en skriftlig kommentar.
Forbuddet mod indrejse for danskere blev indført for at stoppe spredningen af en ny variant af coronavirus, som inden jul kun var opdaget i enkelte lande - herunder Danmark og Storbritannien.
Siden er enkelte undtagelser blevet indført. Blandt andet er det tilladt for dansk sundhedspersonale at rejse til og fra Bornholm via Sverige.
Ved presserende familiemæssige årsager vil det også være muligt at få dispensation til at rejse ind i Sverige.
»Et fåtal er undtaget indrejseforbuddet. Hverken nytårsfejring eller shoppingrejser er gyldige grunde til at rejse ind i Sverige lige nu«, siger Anders Wiberg.
Foreløbig gælder indrejseforbuddet for danskere indtil 21. januar.
ritzau



























