Allerede i sin første uge som USA’s præsident sender Joe Biden en større delegation fra den amerikanske flåde til Det Sydkinesiske Hav. Blandt andet sejlede et hangarskib med kampfly og adskillige krydsere med fjernstyrede missiler søndag ind over grænsen ved Bashi-kanalen mellem Taiwan og Filippinerne.
Det Sydkinesiske Hav har været omdrejningspunkt for flere konflikter mellem Kina og de omkringliggende lande Filippinerne, Taiwan og Vietnam, da stormagten med Xi Jinping ved roret de seneste år har gjort krav på mere og mere af det internationale farvand. Blandt andet ved at omdanne mindre klippeøer til kinesiske militærbaser.

























