Så længe Donald Trump stadig var præsident, lod den kinesiske topledelse hævnen vente på sig. Men i stort set samme minut, som Joe Biden blev indsat, faldt hammeren.
Det kinesiske udenrigsministerium udsendte en meddelelse om, at Kina med øjeblikkelig varsel ville indføre sanktioner mod 28 personer, der har tjent som topfolk for Donald Trump, så de og deres nære familiemedlemmer fremover ikke vil kunne rejse til Kina, Hongkong og Macau. Derudover vil virksomheder og institutioner, som er forbundet med personerne på den nye sanktionsliste, heller ikke kunne udføre forretninger eller andre aktiviteter inden for Kinas grænser.

























