Europa leverer ikke, hvad Europa skal, når det gælder vacciner.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S). Forud for EU-topmødet torsdag i Bruxelles lægger den danske statsminister op til en massiv udbygning af vaccine-produktionen i Europa.
»Da coronaen kom sidste år manglede vi mundbind og medicinsk udstyr. Priserne på værnemidler eksploderede, og spørgsmålet blev, hvor vi skulle skaffe værnemidlerne fra. Europas afhængighed af leverancer udefra blev meget tydeligt«.
»Nu kan vi se det samme ske med vaccinen. I Storbritannien har man allerede vaccineret over en fjerdedel af befolkningen«.
»I EU-landene er det kun omkring fire procent, der er vaccineret. Vi europæere er milevidt fra lande, vi normalt sammenligner os med, når det gælder vaccine-udrulningen«, siger Mette Frederiksen.
Spørgsmålet om vaccine ventes at blive et centralt tema på EU-topmødet, der foregår virtuelt på grund af risikoen for corona.
Her vil Mette Frederiksen tale for en massiv udbygning af kapaciteten til at producere vaccine på europæisk jord. Det kan blandt andet ske via offentligt-private partnerskaber, siger Mette Frederiksen.
ritzau




























