Tusindvis af mennesker gik fredag på gaden i Paraguays hovedstad i protest mod regeringens coronahåndtering.

Fredag fyldte vrede demonstranter gaderne. Lørdag tog præsidenten konsekvensen

Paraguays præsident, Mario Abdo Benitez. Foto: Paraguay Presidency/Ritzau Scanpix
Paraguays præsident, Mario Abdo Benitez. Foto: Paraguay Presidency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Paraguays præsident, Mario Abdo Benítez, har bedt samtlige sine ministre om at træde tilbage. Det sker efter voldelige demonstrationer i landet som følge af regeringens håndtering af coronapandemien, skriver BBC natten til søndag dansk tid.

Præsidenten siger lørdag, at han vil udpege et nyt ministerråd, der skal arbejde for at imødekomme folkets krav, men landets oppositionspartier kræver, at Mario Abdo Benítez træder tilbage og udskriver valg. De beskylder ifølge BBC præsidentens højreorienterede regering for korruption og for at have fejlet under pandemien, der stadig raser i landet.

Paraguay, der har 7,2 millioner indbyggere, har allerede registreret over 165.000 smittetilfælde og 3.200 coronarelaterede dødsfald siden pandemiens begyndelse.

Kun få er blevet vaccineret

På det seneste har en kraftig smittestigning fået landets sundhedssystem til at nærme sig sammenbruddets rand. Flere sundhedsarbejdere siger ifølge BBC, at hospitalerne er løbet tør for medicin til at behandle coronapatienter. Situationen bliver ikke bedre af Paraguays langsomme vaccineudrulning. Data viser, at mindre end 0,1 procent af befolkningen er blevet vaccineret.

Derfor gik tusindvis af mennesker sent fredag lokal tid på gaden i hovedstaden Asunción og andre byer for at vise deres utilfredshed. Blandt dem var flere sundhedsarbejdere og pårørende til coronapatienter.

Artiklen fortsætter under billederne.

Flere af demonstranterne i hovedstaden stødte sammen med politi, der brugte tåregas og gummikugler for at kontrollere situationen. Mindst 20 personer blev meldt såret, mens der også blev sat ild til flere biler og plyndret butikker midt i kaosset, skriver BBC.

Det fik samme dag Paraguays sundhedsminister, Julio Mazzoleni, til at trække sig, mens alle andre ministre nu er blevet bedt om at opgive deres poster.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her