Hvor dum har man lige lov at være? Og hvor grisk? For slet ikke at sige korrupt? Det spørger en del tyskere sig selv efter afsløringen af, at to konservative medlemmer af den tyske forbundsdag skal have scoret mindre formuer på at handle med mundbind.
Først kom det frem, at Nikolas Löbel, en 34-årig kristendemokrat, i pandemiens første måneder udnyttede sin position som parlamentariker til at formidle salget af et større parti masker, som på det tidspunkt var en mangelvare. Det kunne sådan set være ædelt nok, hvis Löbel ikke havde taget sig betalt for jobbet. Godt betalt.


























