En lang række store vestlige magter kritiserer kinesiske ændringer i Hongkongs valgsystem.
Ændringerne blev vedtaget i denne uge af Den Nationale Folkekongres i Kina med det formål, at Hongkong får en mere ’patriotisk’ regering.
Men i praksis bliver Hongkongs demokrati undergravet. Det mener Australien, USA, Canada, Storbritannien og EU, herunder Danmark.
»Valgreformer gennemtvunget af Beijing er et uacceptabelt angreb på det lokale demokrati i Hongkong og et brud på princippet om ’ét land - to systemer’«, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fredag på Twitter og henviser til en udtalelse fra EU-Rådet.
»Kina bør respektere Hongkongs basic law og leve op til sine internationale forpligtelser«.
Det var under den såkaldte basic law, at Hongkong i 1997 overgik fra at være en britisk kronkoloni til at være en særlig, administrativ region i Kina.
Dengang blev det også etableret, at Hongkong har delvist selvstyre efter devisen ’ét land - to systemer’. Aftalen løber frem til 2047.
Kvæler den politiske debat
Men med de nye ændringer i valgsystemet får et kinavenligt udvalg blandt andet magt til at udpege flere af medlemmerne til det øverste råd i Hongkongs bystyre, kendt som LegCo (Legislative Council, red.).
Også blandt andet USA fordømmer Kinas tiltag.
»Disse handlinger frarøver hongkongerne en stemme i deres eget styre ved at begrænse den politiske deltagelse, mindske den demokratiske repræsentation og kvæle den politiske debat«, udtaler udenrigsminister Antony Blinken i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa.
De fleste højtprofilerede, prodemokratiske politikere og aktivister er allerede enten i fængsel eller i eksil, efter at myndighederne slog ned på store protester mod regeringen i 2019 og 2020.
Protesterne kulminerede med indførelsen af en omstridt national sikkerhedslov, som i høj grad har indskrænket borgernes frihed.
Den Nationale Folkekongres beskrives ofte som Kinas parlament, men fungerer i realiteten tit som et gummistempel for beslutninger truffet af den øverste ledelse.
ritzau
fortsæt med at læse

























