Militante har dræbt snesevis af mennesker, der var på vej hjem fra et marked. Også en landsby er angrebet.

Mindst 58 personer dræbt i angreb i Niger

Lyt til artiklen

Mindst 58 mennesker er dræbt af bevæbnede mænd i det sydvestlige Niger, som stoppede en kortege af køretøjer, der var på vej hjem fra et ugentligt marked.

Det meddeler Nigers regering.

»De fortsatte så på kujonagtig og ondsindet vis med at foretage målrettede henrettelser af passagererne«, skriver regeringen.

De militante angreb også en landsby i nærheden. Det skete i Tillabery-regionen, der ligger nær grænsen til Mali og Burkina Faso.

»I landsbyen Darey Dey dræbte de folk og brændte deres lagre ned«, hedder det i meddelelsen fra regeringen.

Området har oplevet talrige blodige angreb fra militante islamister med forbindelse til grupper som Islamisk Stat og al-Qaeda.

Disse angreb er led i en større krise i Sahel-regionen, hvor Niger ligger.

Det er langt fra første gang, at landsbyer i Tillabery-regionen kommer under angreb. Lige efter nytår blev mindst 100 civile dræbt i et angreb mod to landsbyer i regionen. Det er et af de blodigste angreb i landets historie.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her