Mindst 48 personer blev fredag dræbt og 66 andre blev kvæstet, da et tog med omkring 500 om bord blev afsporet i en tunnel i det østlige Taiwan.
Det oplyser landets transportministerium tidligt fredag morgen dansk tid.
Toget var på vej mod byen Taitung, da det kørte af sporet i en tunnel lige nord for byen Hualien. Toget ramte øjensynligt en parkeret lastbil, hvorefter flere vogne ramte væggene i tunnelen.
Ulykken skete omkring klokken 09.30 lokal tid.
Ved ulykken, hvor lokomotivføreren blev dræbt, omkom formentligt også en del turister. Mange af passagererne i toget stod op i overfyldte togvogne, da ulykken skete.
Omkring 100 mennesker blev hurtigt evakueret fra togets første fire vogne, mens vognene fra fem til otte blev ødelagt og var svære at få adgang til.
På en video delt af landets brandvæsen kan man ifølge Reuters høre en kvinde skrigende spørge i tunnelen, »om alle er ude af vogn fire«.
Kan blive den dødeligste togulykke i landets historie
Taiwans statslige nyhedsagentur melder, at en lastbil ikke var parkeret ordentligt i tunnelen, og at den tilsyneladende var rullet ud på skinnerne. Brandvæsnet har delt et billede, der tilsyneladende viser vragdele fra lastbilen, der ligger ved siden af det afsporede tog.
»Vores tog kørte ind i en lastbil«, siger en mand i en video, der er blevet vist på nationalt fjernsyn ifølge Reuters.
Præsident Tsai Ing-wen oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at hun har bedt områdets hospitaler om at forberede sig på en ulykke med mange døde. Ifølge AFP ser ulykken allerede nu ud til at blive en af de dødeligste togulykke i Taiwans historie.
Den seneste store togulykke fandt ifølge nyhedsbureauet sted i 2018. Her døde 18 personer på den samme strækning, da et andet tog kørte af sporet.
ritzau




























