Rusland har opmarcheret over 40.000 soldater ved Ukraines østgrænse og andre mindst 40.000 soldater på den besatte Krim-halvø, siger en talskvinde for Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij.
Præsidenten har forsøgt at få Ruslands leder, Vladimir Putin, i tale, men Ukraine har ikke modtaget noget svar, siger hun.
Ifølge talskvinden vil Zelenskij rejse til Paris i Frankrig for at deltage i et møde om den russiske troppeopbygning og sammenstød i Donbass. Det er et område i det østlig Ukraine, der er under kontrol af militser, der støttes af Rusland.
»Præsidentens kontor har selvfølgelig fremsat en anmodning om at tale med Vladimir Putin. Vi har endnu ikke modtaget et svar, og vi håber meget på, at det ikke er en afvisning af en dialog«, siger hun.
Ukraine har opfordret Putin til at trække de russiske styrker væk fra grænsen. Og regeringen i Kijev beder Rusland om holde op med at bruge krigerisk tale og usandheder.
Det er ifølge USA den største russiske opmarch af soldater i området siden 2014. Det var det år, hvor Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim.
Der har siden begyndelsen af året været sammenstød mellem den ukrainske hær og oprørsmilitser i det østlige Ukraine. 26 ukrainske soldater meldes dræbt siden januar.
ritzau
fortsæt med at læse



























