Det går ned ad bakke med tilstanden hos den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der sultestrejker i et fængsel i Rusland.
Lørdag sagde læger, at Navalnyj kan dø af hjertestop ’når som helst’, og det får nu EU til at udtrykke ’dyb bekymring’ over hans tilstand.
EU opfordrer derfor til en ’øjeblikkelig og ubetinget løsladelse’ af politikeren, lyder det i en erklæring inden et møde mandag skriver AFP.
Navalnyj indledte en sultestrejke 31. marts med krav om at blive tilset af en læge efter eget valg.
Den 44-årige oppositionspolitiker blev i februar sendt to og et halvt år i fængsel. Han afsoner i en straffelejr i byen Pokrov.
Også Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), er bekymret over Navalnyjs tilstand.
»Vi vil holde de russiske myndigheder ansvarlige for Navalnyjs sikkerhed«, skriver han på Twitter.
ritzau
fortsæt med at læse




























