Øvelsen er slut og Rusland vil trække de militære styrker nær Ukraine tilbage fredag, oplyser minister.

Russisk minister: Manøvre nær Ukraine afsluttes fredag

Lyt til artiklen

Rusland gav torsdag topledelsen i landets væbnede styrker ordre til at trække de militære styrker tilbage til deres faste kaserner og baser i landet fra fredag.

»Militæret har gennemført en vellykket inspektion af styrkerne i syd og vest - nær Ukraine, siger den russiske forsvarsminister«, Sergei Shoigu.

Han siger, at styrkerne er beordret tilbage til deres baser fredag.

Det skriver det russiske nyhedsbureau RIA.

Meddelelsen fik rublen til at stige kraftigt efter flere uger med spændinger mellem Rusland og Vesten som følge af blandt andet de russiske troppekoncentrationer nær nabolandet.

Moskvas behandling af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj, som er stærkt svækket af sultestrejke, har forstærket krisen.

Samtidig udtrykker Nato torsdag bekymring over Ruslands ’destabiliserende handlinger’ i en spionstrid med Tjekkiet .

Det sker, efter at Tjekkiet har sagt, at to russiske spioner, der beskyldes for et giftangreb i Storbritannien i 2018, står bag en dødelig eksplosion i et tjekkisk våbendepot fire år tidligere.

»Nato-landene udtrykker dyb bekymring over de destabiliserende handlinger, som Rusland fortsætter med at udføre i det euro-atlantiske område - blandt andet på alliancens territorium, og de står sammen med Tjekkiet i fuld solidaritet«, siger de 30 Nato-allierede i en erklæring.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her