Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder et amokløb, hvor mindst 44 mennesker natten til fredag blev mast ihjel, for en af de værste katastrofer i Israels historie.
Omkring 150 blev kvæstet. Adskillige af dem er i kritisk tilstand.
Tragedien skete ved en jødisk festival på bjerget Meron i det nordlige Israel. Der var hovedsageligt ortodokse jøder til stede ved festivalen, hvor op mod 100.000 deltog i markeringen af Lag Ba’Omer-højtiden, skriver mediet Times of Israel.
Området har kun bemyndigelse til at tage imod 10.000 pilgrimme ved den religiøse højtid.
»Katastrofen på Meronbjerget er en af de værste, som har ramt staten Israel«, siger Netanyahu, som ankom til ulykkesstedet fredag formiddag.
På Twitter har Netanyahu erklæret søndag for national sørgedag.
» Det er hjerteskærende, hvad der skete her. Der var mennesker, som blev mast til døde - deriblandt børn. Mange af dem, der døde, er ikke blevet identificeret«, siger den israelske leder og tilføjer:
» Vi sørger over de familier, som har mistet deres nærmeste eller har set dem blive kvæstet. Vi håber på, at de kommer sig hurtigt«.
Premierministeren lover en ’tilbundsgående undersøgelse af tragedien’.
»Det minder mig om tiden, hvor vi blev udsat for bombeangreb fra militante palæstinensere. Der var kaos, og folk prøvede at redde sig selv, mens de maste hinanden«, siger Dov Maisel fra redningsmandskabet til hærens radio.
Ulykken skete kort efter midnat natten til fredag.
Ifølge beredskabsmyndighederne blev ulykken forårsaget af trængsel og for mange mennesker på samme sted, da en tribune kollapsede.
Det er uklart, hvorvidt tribunens kollaps faktisk var årsag til ulykken, eller om det var panikken bagefter, der førte til tragedien.
Lag Ba’Omer-højtiden er en jødisk helligdag til ære for Shimon Bar Yochai, der levede i det andet århundrede og er begravet i området.
Begivenheden er den største, der er blevet holdt i Israel, siden coronapandemiens begyndelse. Over halvdelen af Israels 9,3 millioner indbyggere er færdigvaccineret med en vaccine mod covid-19.
Op mod 5000 politifolk var ifølge nyhedsbureauet AFP blevet indsat forud for begivenheden.
Øjenvidner har givet udtryk for, at politifolk begik en fejl ved at åbne en smal rampe, da der opstod trængsel og køer, da flere og flere mennesker stimlede sammen.
ritzau
fortsæt med at læse


























