Dødstallet efter et bombeangreb uden for en skole i Afghanistans hovedstad, Kabul, lørdag er steget til 58.
Det oplyser embedsmænd søndag. Det seneste dødstal lød på 30.
Samtidig er flere end 150 andre kvæstet, og læger kæmper for at yde hjælp til dem allesammen.
Eksplosionen fandt sted i det shiamuslimske kvarter Dasht-e-Barchi i den vestlige del af Kabul lørdag aften lokal tid.
Shiamuslimer er et religiøst mindretal i Afghanistan. Tidligere har shiamuslimer været mål for militante fra Islamisk Stat, der er en sunnimuslimsk gruppe.
Beskylder oprørere fra Taliban for angrebet
Et øjenvidne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at alle de dræbte på nær syv eller otte er skolepiger, som var på vej hjem.
Lørdag beskyldte Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, oprørere fra Taliban for at stå bag angrebet, men en talsmand for bevægelsen har afvist enhver form for involvering og sagt, at Taliban fordømmer ethvert angreb på civile afghanere.
Ofrenes familier bebrejder den afghanske regering og vestlige stormagter for ikke at sætte en stopper for volden og den igangværende krig i landet.
ritzau
fortsæt med at læse




























