Michael O’Leary mener, at der var hviderussiske agenter om bord på det fly, som blev tvunget ned på jorden i går.

Fem-seks personer stod af: Ryanairs topchef mener, der var hvide­russiske agenter om bord

Foto: Petras Malukas/Ritzau Scanpix
Foto: Petras Malukas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 11.08

Der var tilsyneladende agenter fra den hviderussiske efterretningstjeneste KGB om bord på det passagerfly, som søndag blev omdirigeret og påbudt at lande i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

Det siger Ryanairs administrerende direktør, Michael O’Leary, til irsk radio. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Om bord på flyet var den hviderussiske journalist og oppositionsaktivist Roman Protasevitj, der lever i eksil i Litauen.

Han blev anholdt efter den tvungne mellemlanding i Minsk.

Aktivist gik i panik, da han opdagede, at Ryanair-fly blev tvunget til Minsk

Ifølge hviderussisk stats-tv var det efter personlig ordre fra den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, at to kampfly gik på vingerne for at eskortere Ryanair-flyet ned, da det var i hviderussisk luftrum søndag eftermiddag.

Ifølge Hviderusland var der en ’sikkerhedstrussel’ mod flyet. Det var på vej fra Grækenlands hovedstad, Athen, til Litauens hovedstad, Vilnius.

»Statssponsoreret flykapring«

Michael O’Leary kalder over for irsk radio landingen for ’statssponsoreret flykapring’.

»Det her er et eksempel på statssponsoreret flykapring. Det lader til, at myndighedernes intention var at fjerne en journalist og hans ledsager«.

»Vi mener, at der også var nogle KGB-agenter om bord på flyet«, siger den administrerende direktør.

Med Roman Protasevitjs ledsager henvises der til en kvinde, der var med aktivisten på flyet, og som tilsyneladende også er blevet tilbageholdt i Minsk.

Litauens præsident, Gitanas Nauseda, sagde sent søndag på et pressemøde, at kvinden ikke var om bord på flyet, da det fik lov til at forlade Minsk igen.

Ifølge den irske udenrigsminister, Simon Coveney, var der ’fem eller seks personer, der forlod flyet’ i Minsk.

»Kun én af dem blev anholdt, hvilket kan indikere, at de andre var sikkerhedsfolk«, lyder det fra udenrigsministeren.

Mandag meddeler det baltiske luftfartsselskab airBaltic, at det på grund af episoden ikke vil benytte sig af hviderussisk luftrum det næste stykke tid.

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS meddeler i en skriftlig meddelelse til Ritzau, at man følger myndighedernes råd.

»Sikkerheden er altid vores højeste prioritet. Vi følger udviklingen omhyggeligt og har tæt kontakt til de skandinaviske luftfartsmyndigheder og følger deres anbefalinger«, lyder det.

Hvideruslands transportministerium har mandag morgen meddelt, at det vil nedsætte en kommission, der skal undersøge omstændighederne om omdirigeringen af passagerflyet.

Ministeriet vil offentliggøre resultaterne ’snart’, oplyser det ifølge det russiske nyhedsbureau RIA, skriver Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her