Oppositionen vil destabilisere Hviderusland, siger landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, til Ruslands leder, Vladimir Putin. Lukasjenko har under et møde med Putin fredag i den russiske by Sotji forsvaret fly-episoden, som har ført til international fordømmelse af hans styre.
Putin siger, at hændelsen, hvor Hviderusland tvang et Ryanair-passagerfly til at lande i Minsk, har ført til »endnu en udladning af følelser«.
»Tak, fordi du kom her i dag til et møde, som vi blev enige om inden de aktuelle følelsesudlandinger«, hed det i Putins velkomstord til den hviderussiske leder.
Putin kom også hurtigt med en bemærkning om, at der ikke kom nogen reaktioner i Vesten i 2013, da et fly med Bolivias daværende præsident, Evo Morales, på en flyvning tilbage til Bolivia fra Moskva blev tvunget til at lande i Wien.
Sammenligningen er blevet fremsat flere gange af russiske talsmænd, men den afvises i Vesten som en væsensforskellig hændelse. Morales fløj i sit statslige præsidentfly, og hans fly blev ikke tvunget til landing af kampfly, men blev blot afvist i flere lufthavne og i flere luftrum.
Stor vrede i EU og USA
Hviderusland tvang søndag et passagerfly fra Ryanair til at lande i Minsk. Om bord på flyet var en kendt regimekritiker og blogger, Roman Protasevitj. Han og kæresten var på vej fra Grækenland til Litauen med Ryanair. De blev begge anholdt, efter at flyet var blevet tvunget ned i Minsk. Det vakte stor vrede i EU og USA.
Putin priste hviderusserne for at knytte tættere bånd til Moskva.
»Vi har opbygget en Union State«, sagde Putin i sine støtteerklæringer til Lukasjenko med henvisning til den tætte samarbejdsaftale, som de to lande indgik i 1999.
Den hviderussiske leder pointerede over for for Putin, at »Vesten forøger at rokke båden«.
FN’s organisation for civil luftfart (Icao) nåede torsdag til enighed om at undersøge hændelsen, hvor Hviderusland tvang et Ryanair-passagerfly til at lande i Minsk. Beslutningen fra Icao kom, efter at USA og adskillige andre allierede har krævet en undersøgelse af hændelsen.
ritzau
fortsæt med at læse


























