Den franske højrefløjsleder Marine Le Pen kæmper med en række skandaler i sit parti forud for et regionalvalg senere i denne måned.
Adskillige kandidater i partiet Rassemblement National - tidligere Front National - har fremsat opsigtsvækkende kommentarer, der er blevet kaldt racistiske eller politisk upassende.
I et af de største fejltrin i partiets historie er en førende kandidat i det østlige område Bourgogne-Franche-Comte blevet fordømt fra mange sider, fordi han fremsagde en spøgefuld bemærkning om de subsidier, som franske landmænd får.
Julien Odoul, som ellers lå foran i meningsmålingerne, skal ved et valgmøde ifølge den venstreorienterede avis Libération have fremsat en ironisk ment bemærkning om et selvmord på en farm i 2019.
»Jeg vil gerne vide, hvorvidt landmanden som hængte sig på sin ejendom, brugte et fransk reb«, skal han have sagt ifølge avisen.
Antisemitiske bemærkninger og overgreb på børn
Et andet sted - i den vestlige region Gironde - har partiet trukket dets støtte til kandidaten Marta Le Nair, efter at det er kommet frem, at hun tidligere har lagt antisemitiske bemærkninger ud på sociale medier.
Le Nair skrev i 2015, at hvis man udveksler et håndtryk med en jøde, så skal mange huske at se efter, om man stadig har ti fingre.
Andre dårlige mediehistorie for Le Pen er i den centrale region Creuse, hvor et af partiets medlemmer blev dømt for vold i hjemmet, mens anden i Ardennerne blev kompromitteret af afsløringer af tidligere seksuelle overgreb på børn.
Derudover er mindst to andre kandidater blevet kaldt til orden af partiledelsen for racistiske eller antisemitiske bemærkninger.
Le Pens højrenationale parti Rassemblement National er arvtager til Front National, som blev startet af Marine Le Pens far, Jean-Marie Le Pen.
Marine Le Pen tabte i 2017 præsidentvalgkampen i Frankrig til Emmanuel Macron. Regionalvalgets første runde afholdes 20. juni, mens den anden runde finder sted 27. juni.
ritzau
fortsæt med at læse




























