Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

IS vider frem både i det vestlige, sydlige og østlige Afrika. Danmark skal bidrage til indsats, siger Kofod.

Koalition af over 80 lande vil bekæmpe Islamisk Stat i Afrika

Lyt til artiklen

Hvis ikke Vesten sætter ind mod Islamisk Stat i Afrika, risikerer vi nye kalifater med terrorangreb og migrationsstrømme til følge.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Han er mandag i Rom for at deltage i et møde blandt de mere end 80 lande i koalitionen mod Islamisk Stat.

»Mens vi alle har fokuseret på pandemien, er terrorproblemet ikke gået væk. Nu skal vi tilbage, så vi får taget luften ud af al-Qaeda og Islamisk Stats netværk«, siger Jeppe Kofod.

Det er første gang i knap to år, at koalitionslandene mødes fysisk. Det giver mulighed for at kunne tale i dybden om strategien, siger Jeppe Kofod.

Ud over en fortsat indsats i Syrien og Irak var Afrika det nye fokuspunkt på mødet. Her er Islamisk Stat og andre islamiske grupper til stor bekymring for koalitionen ved at sprede sig til mange dele af kontinentet.

USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, siger på mødet, at der foruden en militærindsats skal lægges vægt på at stoppe rekrutteringen til de militante, islamistiske grupper.

»Vi ser børn ned til 13-14 år, som tager våben i hånden og slår folk ihjel. Vi skal angribe det fra alle vinkler«, siger Anthony Blinken.

Også geografisk er koalitionen udfordret. I den vestlige del af Afrika har Islamisk Stat opbygget undergrupper i Sahel og Nigeria, der kan gennemføre komplekse angreb.

Indsats har ingen slutdato

Militante islamister har også fundet veje ind i det østlige og sydlige Afrika. I den nordlige del af Mozambique er der risiko for et nyt kalifat, og på Afrikas Horn udgør terrororganisationen al-Shabaab en trussel.

»Det er vigtigt, at vi forhindrer, at der opstår nye kalifater, og at Islamisk Stats kapacitet udbygges, så de i sidste ende kan ramme os. Det har vi set flere gange i Europa«, siger Jeppe Kofod.

Danmark er allerede engageret i Sahel-regionen. Et flertal i Folketinget besluttede i maj at sende et militært bidrag på op til 105 personer, herunder specialstyrker, til regionen.

Jeppe Kofod forventer dog en bredere indsats i Afrika i de kommende år.

»Vi skal bidrage til at opbygge stabile lande med politi og militær. Vi skal bidrage med udviklingsbistand, så staterne er til stede for borgerne i landet. Det er hele værktøjskassen fra bistand til stabilisering og militærbistand«, siger Jeppe Kofod, der ikke sætter en slutdato på indsatsen.

To militærkup på kort tid

En særlig udfordring bliver samarbejdet med landene i regionen. I Mali, hvor de danske soldater efter planen skal ned fra 2022, har der på kort tid været to militærkup.

Det har fået Danmarks samarbejdspartner Frankrig til at afvikle landets terrorbekæmpelsesoperation i Mali og i stedet gøre den til en del af en bredere international mission.

Trods udfordringer skal der lokal forankring til, siger Jeppe Kofod. På den positive side fremhæver Anthony Blinken, at koalitionen for nylig har kunnet byde Den Centralafrikanske Republik og Mauretanien velkomne som medlem nummer 82 og 83 i koalitionen.

»Vi vil fortsætte med at opfordre frontlinjestater og regionale ledere til blive medlem af koalitionen«, siger Anthony Blinken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her