Antallet af savnede er på 147. Omkomne er fundet i ’tunneler’ i murbrokkerne fra den sammenstyrtede bygning.

16 er nu bekræftet døde efter Miami-bygnings kollaps

Redningsfolk arbejder næsten en uge efter sammenstyrtningen stadig på at finde folk i ruinerne. 147 personer savnes stadig.  Foto: Joe Skipper/Ritzau Scanpix
Redningsfolk arbejder næsten en uge efter sammenstyrtningen stadig på at finde folk i ruinerne. 147 personer savnes stadig. Foto: Joe Skipper/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Redningsmandskab har fundet yderligere fire døde i en sammenstyrtet beboelsesbygning i Miami, hvormed antallet af bekræftede dødsfald efter ulykken er på 16.

Det oplyser borgmesterkontoret i Miami-Dade County onsdag.

Der savnes fortsat 147 personer - næsten en uge efter bygningen styrtede sammen.

»Vi gør, hvad der er menneskeligt muligt og lidt mere«, siger borgmester Danielle Levina Cava.

Oberst Golan Vach, som leder en israelsk militær enhed, der er specialiseret i eftersøgnings- og redningsoperationer, siger til CNN, at hans hold fandt de omkomne i, hvad kan kalder ’tunneler’ i murbrokkerne.

I et område, som var dannet ved at nedstyrtede balkoner fra en etage havde skabt frirum, var der et stort område med luft.

»Vi kravlede ind i disse tunneler, men desværre fandt vi intet«, siger han og erkender, at der kun er »meget, meget små chancer« for at finde overlevende så lang tid efter sammenstyrtningen.

Advarede om risiko for kollaps

Præsident Joe Biden og den amerikanske førstedame Jill Biden vil besøge ulykkesstedet torsdag.

»Præsidentparret ønsker at takke de heroiske redningsfolk, som var først ude, og som har arbejder utrætteligt dag og nat«, siger pressesekretær Jen Psaki.

Biden og hans hustru ønsker også at mødes med familier, som ’har været udsat for denne frygtelige tragedie med at vente angstfyldt og sønderknust på at høre nyt om deres nærmeste’.

Blot uger før lejlighedskomplekset kollapsede torsdag i sidst uge, advarede bygningens bestyrelsesformand om forværrede skader og øget risiko for et kollaps. Det skriver nyhedsbureauet AP.

I et brev dateret 9. april til beboerne i bygningen skrev formanden Jean Wodnicki, at strukturelle skader, der blev opdaget i 2018, var blevet ’væsentligt forværret’.

I brevet henviste hun til en igangværende debat med andelsejerne, der havde udtrykt modvilje mod at begynde renoveringsarbejdet, der blev anslået til at koste mindst 15,5 millioner dollar. Beløbet svarer til omkring 93 millioner kroner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her