Fire personer er bekræftet døde, og 159 savnes stadig, efter at en stor bygning styrtede sammen i Miami Beach.

159 personer savnes stadig efter bygningskollaps i Miami Beach

Foto: Miami-dade Fire Rescue/Ritzau Scanpix
Foto: Miami-dade Fire Rescue/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

159 personer er fortsat savnet, over et døgn efter at en stor bygning natten til torsdag lokal tid delvist styrtede sammen i den amerikanske by Miami Beach i delstaten Florida. Det siger den lokale borgmester fra Miami-Dade County, Daniella Levine Cava, fredag på en pressekonference.

Fire personer er indtil videre bekræftet omkommet i ulykken, mens 120 personer ifølge borgmesteren har overlevet det voldsomme bygningskollaps.

»Vi har stadig et håb om, at vi finder folk i live«, siger borgmesteren.

Redningshold har arbejdet intensivt for at redde folk ud fra den sammenstyrtede bygning siden natten til torsdag. Blandt andet har tv-billeder vist brandmænd redde en dreng ud fra murbrokkerne i live.

Ifølge en ansat i Miami-Dade Countys beredskabsmyndigheder har redningsfolk i nattens løb hørt lyde fra personer fanget under murbrokkerne.

Den delvist kollapsede bygning er fra 1981 og 12 etager høj.

Bygningen styrtede sammen omkring klokken 01.30 natten til torsdag lokal tid. Miami Beach er seks timer bagud i forhold til Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her