Coronavirus har vendt op og ned på vores liv, men den har ikke bremset udbredelsen af diktatur og ekstremisme rundtom i verden. Mens hele verdens øjne var stift rettet mod pandemien, skete der blandt andet følgende: Ungarn vedtog en ny lov, der forbyder ’promovering’ af homoseksualitet. Kina lukkede Hongkongs sidste prodemokratiske avis. Brasiliens regering hyldede diktatur. Og Hviderusland kaprede et passagerfly for at anholde en journalist.
Covid-19 har opslugt hele verdens energi og isoleret landene fra hinanden, og det er muligvis årsagen til, at vi ser en fremmarch af diktatur og ekstremisme, mener nogle forskere og aktivister.


























