Siden kuppet i Myanmar har militærleder flere gange lovet at udskrive valg, men uden at give en tidshorisont.

General sætter sig på posten som premier--minister i Myanmar

Myanmars leder, genral Min Aung Hlaing, erklærer sig parat til at tillade valg med flere partier, men sætter ikke en dato på.  Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Myanmars leder, genral Min Aung Hlaing, erklærer sig parat til at tillade valg med flere partier, men sætter ikke en dato på. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret 12.42:

Lederen af militærstyret i Myanmar, general Min Aung Hlaing, lover, at der vil blive afholdt nye valg i landet med flere partier at vælge imellem.

Udmeldingen kommer i en tale, præcis seks måneder efter at militæret væltede Myanmars folkevalgte leder, Aung San Suu Kyi, og kuppede sig til magten i landet.

Ifølge nyhedsbureauet AFP vil valgene finde sted senest i august 2023.

Søndag rapporterer statsmedier, at den militære leder også bliver premierminister i en nydannet fungerende regering.

»For at tage hånd om landets opgaver hurtigt, nemt og effektivt er statsadministrationen blevet omdannet til en fungerende regering i Myanmar«, siger en nyhedsoplæser på tv.

Samtidig melder militærlederen sig klar til at samarbejde med enhver særlig udsending til Myanmar, som Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande (Asean) finder frem til.

Landsbyboere griber til bue og pil mod Myanmars soldater

Udenrigsministrene fra medlemslandene i Asean er under pres for snart at udpege en særlig udsending, efter at de i månedsvis ikke har været i stand til at blive enige om en kandidat.

Ministrene skal mødes mandag, hvor håbet er, at de formår at færdiggøre opgaven.

FN, USA og Kina har peget på Asean som bedst egnet til at lede diplomatiske forsøg på at genoprette stabiliteten i Myanmar.

Ingen tidshorisont for valg

Siden militæret overtog magten i landet 1. februar, har Min Aung Hlaing gentagne gange lovet, at der vil komme et valg, men uden at give en specifik tidshorisont.

Militæret har forklaret, at den væltede den demokratisk valgte regering, fordi der blev svindlet med sidste års parlamentsvalg. Dette afvises dog af internationale observatører.

I forbindelse med kuppet blev Aung San Suu Kyi sat i husarrest, mens flere andre politikere blev anholdt.

Suu Kyi venter i øjeblikket på udfaldet af en retssag, hvor hun blandt andet sidder tiltalt for bestikkelse og korruption. Hun risikerer op til 15 års fængsel, hvis hun bliver kendt skyldig.

EU retter sanktioner mod militæret i Myanmar efter drab

Kuppet i februar førte til store demonstrationer over det meste af Myanmar. Men efter et par uger begyndte militæret at skyde demonstranter og anholde aktivister, hvilket har afskrækket mange fra at fortsætte med at protestere.

Ifølge AAPP, der er en støtteorganisation for politiske fanger i Myanmar, er mindst 6990 mennesker blevet anholdt siden kuppet for et halvt år siden.

Gruppens opgørelse viser, at mindst 1.000 civile er blevet dræbt. Militæret hævder, at tallet er overdrevet.

Lørdag var der enkelte steder i Myanmar spredte protester mod militærstyret forud for halvårsdagen for kuppet søndag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her