Præsident Joe Biden mener, at New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, bør fratræde sin stilling i lyset af resultaterne af en undersøgelse om seksuelle krænkelser.
»Jeg synes, at han bør træde af«, siger præsidenten på et pressemøde i Det Hvide Hus tirsdag.
Tidligere tirsdag konkluderede en rapport, at Cuomo havde udsat 11 kvinder for seksuelle krænkelser eller sexchikane. Flere af kvinderne var tidligere ansatte i den 63-årige Cuomos administration.
Rapport: New Yorks guvernør har krænket flere kvinderIfølge undersøgelsen havde Cuomo chikaneret flere kvinder, hvoraf mange var unge kvinder, i form af uønskede befamlinger, kys og kram og ved at komme med upassende bemærkninger.
Biden har tidligere sagt, at hvis undersøgelsen slog fast, at Cuomo har ageret uhensigtsmæssigt, ville han opfordre ham til at træde af. Tirsdag siger Biden så, at han holder fast i denne udtalelse.
Har ingen planer om at træde af
Ud over seksuelle krænkelser fandt undersøgelsen også, at Cuomo var med til at skabe et »giftigt arbejdsmiljø« præget af frygt og intimidering.
Rapporten har fået flere fremtrædende politikere fra Det Demokratiske Parti til at opfordre deres partifælle i New York til at træde tilbage som guvernør. Det inkluderer også formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.
Cuomo meldte kort efter rapportens offentliggørelse, at han aldrig har rørt nogen på upassende vis eller har gjort nogen uønskede seksuelle tilnærmelser. Han har ikke planer om at træde af, lyder det.
»Fakta er meget anderledes end det, der er blevet beskrevet«, sagde han.
Den uafhængige rapport vil ikke direkte kunne føre til strafferetlige anklager mod guvernøren.
Cuomo har været guvernør i New York siden 2011.
ritzau
fortsæt med at læse


























