De lokalt ansatte på den danske ambassade i Afghanistans hovedstad er i større fare end de tolke, der hjalp de danske styrker i landet. Og den danske regering har kun få uger til at få dem ud af landet, for det bliver formentlig umuligt efter 11. september, hvor den amerikanske tilbagetrækning af tropper afsluttes.
»De ansatte ved ambassaden har en umiddelbart endnu større trussel hængende over hovedet end nogen af tolkene. Mange tolke har arbejdet i militære lejre, nogle ligefrem i andre dele af landet og i begrænset tid. Men de lokale ansatte er hver dag gået på arbejdet på ambassaden, der ligger på en offentlig vej midt i Kabul.


























