En fond oprettet til at kompensere ofre, der blev udnyttet seksuelt af rigmanden Jeffrey Epstein, har udbetalt over 121 millioner dollar til cirka 138 personer.
Det oplyser bestyreren af fonden mandag.
Beløbet svarer til omkring 767 millioner kroner. I alt 225 ansøgere havde søgt om erstatning fra fonden med navnet Epstein Victims’ Compensation Fund.
Det er over dobbelt så mange som de 100, man forventede, da fonden blev oprettet i 2020.
De personer, der afviste den tilbudte kompensation eller som fik deres ansøgninger afvist, har stadig mulighed for at forfølge andre erstatningskrav mod Jeffrey Epstein.
Jordana Feldman, der bestyrer fonden, siger i en udtalelse, at de skadelidte ’har haft muligheden for at blive hørt i et sikkert miljø, hvor de har delt intime, personlige og rystende beretninger om, hvad de har gennemgået’.
Nyheden om kompensationsaftalen er blevet delt dagen før toårsdagen for Epsteins død den 10. august 2019.
66-årige Jeffrey Epstein tog sit eget liv i et fængsel i New York City. Det skete, bare to dage efter at han havde underskrevet hans testamente.
Epstein ventede dengang på at blive stillet for en dommer for beskyldninger om ulovlig menneskehandel.
ritzau
fortsæt med at læse


























