EU vil ikke umiddelbart gå nærmere ind i sagen om muligheden for at sende afviste asylansøgere tilbage til Afghanistan.
Tirsdag udtalte talsmand for EU-Kommissionen Adalbert Jahnz til mediet Euronews, at »det er op til hvert enkelt land at foretage en individuel bedømmelse af, om det er muligt at vende hjem under nogle specifikke omstændigheder«.
»Men det er ikke noget, som EU specifikt vil regulere«, sagde han.
En ledende EU-embedsmand, som udtaler sig anonymt, sagde ligeledes tirsdag, at EU-lande »sandsynligvis ikke vil organisere eller udføre tvangshjemsendelser«.
Danmark sendte sidste uge med fem andre lande en appel til kommissionen om at fastholde en eksisterende EU-hjemsendelsesaftale med Afghanistan.
Taleban vinder hurtigt frem i landet. Ngo’er har opfordret til at indstille tvangshjemsenderne på grund af den forværrede sikkerhedssituation.
Fra dansk side lød det i forbindelse med appellen, at »det er vigtigt for regeringen, at afviste asylansøgere hjemsendes til deres eget land«.
Tysk og hollandsk kursskifte
Onsdag foretog to af medunderskriverne til appellen - Tyskland og Holland - dog et kursskifte.
De besluttede midlertidigt at stoppe hjemsendelser af afviste afghanske asylansøgere.
Det tyske indenrigsministerium forklarede netop beslutningen med Talebans militære fremskridt.
Den fælles appel fra Danmark og flere andre lande blev offentliggjort, efter at den afghanske regering i juli sendte en anmodning om at stoppe tvangshjemsendelsen af afviste asylansøgere i mindst tre måneder.
Danmark har ikke foretaget tvangshjemsendelser siden. Men udlændinge- og integrationsminister Matias Tesfaye (S) har ikke ønsket at udtale sig offentligt om regeringens holdning.
Talebans fremmarch i Afghanistan er gået hurtigere, end de fleste havde regnet med.
Torsdag morgen overtog Taleban provinshovedstaden Ghazni, som ligger blot 150 kilometer fra Afghanistans hovedstad, Kabul.
Ghazni i provinsen af samme navn er den tiende afghanske provinshovedstad, som den militante islamistiske bevægelse har overtaget på en uge.
ritzau
fortsæt med at læse



























