30 moskusokser er blevet skudt og efterladt omkring byen Upernavik i det vestlige Grønland.
Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.
Mens politiet leder efter vidner, der kan hjælpe med at finde frem til gerningsmændene, ligger dyrene og rådner.
Byens politi fik anmeldelsen om de 30 dyr onsdag i denne uge. Mediet har forsøgt at få en kommentar fra politiet, men det er ikke lykkes endnu.
Ifølge mediet er det ikke første gang, at fænomenet opleves. Tilbage i 2015 fandt en jagtbetjent flere kadavere af moskusokser, der var efterladt i samme område.
Også helt tilbage i 2011 stødte borgere fra Kangaamiut på hoveder fra moskuskadavere, der lå spredt i havet tæt på bygden.
Ud over at det er i strid med god moral og etik at efterlade døde moskusokser, hvor de er blevet skudt, så er det strafbart.
Grønlandsk lov siger nemlig, at skyder man et dyr, så skal det også tages med hjem, skriver et andet grønlandsk medie, KNR.
ritzau




























