Opdateret onsdag 18. august klokken 07.29
Her til morgen lander det første fly med evakuerede fra Afghanistan i København. Flyet DX4402 fra selskabet DAT lettede tirsdag fra Islamabad, Pakistan, og via en mellemlanding i Georgien, er det sat til at lande i Københavns Lufthavn, klokken 07.45.
Om bord er dog ingen danske passagerer. I stedet er der 14 nordmænd med og, som det formuleres, »en person med lovligt ophold i Danmark«, som har været på danskerlisten i Afghanistan. Det oplyste Udenrigsministeriets pressetjeneste til Politiken tirsdag aften.
Flyets passagerer er de første, der ankommer til Danmark, efter at Taleban søndag indtog Afghanistans hovedstad, Kabul. Der forventes at ske flere evakueringer i løbet af de kommende dage.
Tirsdag landede der et dansk militærfly i Kabul lufthavn. Om bord var der danske diplomater, blandt andet den nuværende og forhenværende ambassadør i landet. Senere på dagen oplyste udenrigsminister, Jeppe Kofod, at de danske myndigheder nu har det setup, der skal til for at kunne udføre evakueringerne.
Nødt til at lette trods få passagerer
Aftalen om at leje flyet stod til at udløbe. Derfor lettede det cirka klokken 21 tirsdag dansk tid, selv om der er få passagerer med. Når der ikke er flere med, skyldes det, at det er en vanskelig operation lige i øjeblikket, oplyses Udenrigsministeriet til Ritzau.
Ifølge Pakistans udenrigsminister, Shah Mahmood Quershi, ’faciliterer’ landet evakueringen af 431 afghanere for Danmark. Det er ikke bekræftet fra dansk side, hvor mange der skal evakueres i alt, skriver Ritzau.
Tirsdag landede to fly fra SAS i Islamabad. SAS har dog ikke villet oplyse, om de deltager i evakueringen. Også et fly fra det danske selskab DAT landede mandag i Islamabad. DAT ville dog ikke oplyse til TV2, hvorfor flyet var sendt afsted, skriver Ritzau.
fortsæt med at læse


























