Talebans krigere har de seneste måneder tromlet henover Afghanistan og det afghanske folk. Det hele kulminerede søndag, hvor gruppen gjorde sit indtog i hovedstaden Kabul og sendte tusindvis af afghanere på flugt.
Men i en dyb dal, omringet af bjerge, ligger der en provins, der endnu ikke er blevet overtaget af Taleban. Provinsen hedder Panjshir og er hjem for omkring 173.000 afghanere. Provinsen er også hjemsted for både tidligere og nuværende Taleban-modstander, deriblandt Amrullah Saleh, der indtil Talebans overtag i weekenden, var landets vicepræsident. Nu har han udråbt sig selv som fungerende præsident.




























