Det kan være en del i en bevidst strategi, når den militante islamistiske bevægelse Taleban i øjeblikket gør det svært for de vestlige lande at få mennesker evakueret hurtigt fra Afghanistan.
Det siger Peter Viggo Jakobsen, der er professor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier.
»Det kan være et forsøg på at lægge pres på Vesten og sige, at ’hvis I vil have jeres borgere, så vil vi have noget til gengæld’«, siger han.
»USA har indefrosset mange afghanske milliarder. Det kan være et forsøg fra Taleban på at presse Vesten til at komme med nogle indrømmelser af en anden karakter«.
»Det er et forhandlingsspil, hvor man prøver at presse hinanden, uden at gøre brug af militær magt. Taleban synes naturligvis også, det er noget værd, at de har en klemme på Vesten, og de måske kan presse nogle indrømmelser ud«, siger han.
Trine Bramsen: »Det er meget kaotisk og rigtig svært«Der har været beretninger fra Afghanistans hovedstad, Kabul, om, at det er meget svært at nå frem til den internationale lufthavn i byen. Blandt andet fordi Taleban ikke er så samarbejdsvillige, efter at Taleban har overtaget kontrollen med landet.
Peter Viggo Jakobsen peger på, at det også er en mulighed, at Taleban ikke har helt styr på egne rækker, så nogle talebanere måske er mindre villige end andre til at lukke folk igennem.
USA har en deadline til 31. august for, hvornår landet skal have sine militære tropper ude af Afghanistan.
USA’s præsident, Joe Biden, sagde imidlertid torsdag, at det ikke er sikkert, at landet kan nå at evakuere alle sine statsborgere til den dato, og at det derfor kan blive aktuelt at blive længere.
Lørdag sagde EU’s udenrigschef, Josep Borell, ifølge nyhedsbureauet AFP, at det er ’matematisk umuligt’ at få evakueret alle de mange afghanere, der har arbejdet for EU, Nato eller andre udenlandske institutioner samt deres familier inden 31. august.
Han tilføjede, at EU har klaget til amerikanerne over, at sikkerheden ved Kabuls lufthavn i nogle tilfælde er alt for striks.
Tidligere søndag svarede forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke direkte på, om det er realistisk at nå at evakuere alle til 31. august.
»Vi gør alt, hvad der overhovedet står i vores magt«, sagde hun.
Peter Viggo Jakobsen ser udtalelserne som et udtryk for, at parterne presser hinanden og ser, hvem der blinker først.
»Og nu går Vesten så ud og lægger pres på Taleban ved at sige, at ’hvis I ikke holder op med alt det, I laver nu, så bliver vi bare hængende’«, siger han.
ritzau
fortsæt med at læse


























