1.500 amerikanske borgere skal muligvis stadig evakueres fra Afghanistan. Det siger USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, på et pressemøde onsdag. Han siger samtidig, at den militante islamistiske bevægelse Taleban har tilladt afgange fra Afghanistan efter 31. august, som er den frist, USA har fastsat for at fuldføre evakueringerne.
»Både offentligt og privat har Taleban forsikret om, at de vil tillade sikker afgang for amerikanere, mennesker fra tredjelande og afghanere, der er udsat for risiko, siger Blinken.
Dermed bekræfter den amerikanske udenrigsminister noget af det, de tyske myndigheder meldte ud tidligere onsdag.
USA og 113 andre lande har udsendt en erklæring, hvor de gør det klart, at Taleban skal holde disse løfter, lyder det videre fra Blinken. Ifølge udenrigsministeren er mindst 4.500 amerikanske borgere ud af 6.000 amerikanere, der ønskede at forlade landet, taget afsted. Han siger videre, at embedsmænd har været i direkte kontakt med yderligere 500 amerikanere, der ønsker at forlade lande. De personer har fået specifikke instrukser om, hvordan de sikkert kan komme til lufthavnen, forsikrer Blinken.
Derudover har embedsmænd forsøgt at række ud til de resterende 1.000 amerikanere for at tage stilling til, om de vil afsted eller ej, siger Blinken.
»Nogle er muligvis ikke i landet længere. Nogle har muligvis påstået at være amerikanere uden at være det. Nogle vælger måske at blive«, siger udenrigsministeren på pressemødet.
Taleban havde tidligere sagt, at vestlige landes evakueringer af afghanere skulle slutte 31. august i overensstemmelse med tilbagetrækningsaftalen med USA. Evakueringen har hidtil været afhængig af, at amerikanske soldater har været ansvarlige for driften og sikkerheden i lufthavnen i Kabul.
Flere europæiske lande har forsøgt at presse USA til at forlænge evakueringsfristen. Det har de gjort, fordi tiden er knap til at evakuere alle, der ønsker at forlade landet og frygter deres liv.
Men præsident Joe Biden gentog tirsdag, at han fortsat ønsker at holde fast i fristen 31. august.
ritzau
fortsæt med at læse




























