Danske Gitte Klein, der bor i byen Mandeville i Louisiana, har fjernet alle løse genstande fra haven, købt mad til to uger og fyldt benzin på bilen.
»Vi har forberedt os på det hele her«, siger hun søndag aften.
»Hvis elektriciteten går, er der ikke mange fødevarebutikker, der har åbent«.
Orkanen Ida har søndag ramt delstaten Louisiana. De amerikanske myndigheder har tidligere betegnet orkanen som ’ekstremt farlig.’
Gitte Klein har boet i Mandeville i 35 år med sin familie, og derfor har hun efterhånden oplevet en del orkaner - blandt andet orkanen Katrina i 2005.
»Efter Katrina havde vi ikke elektricitet i otte uger. Det er lang tid«, siger hun.
Hendes ene datter har taget sit barn med hjem til Gitte Klein, da der er for mange store træer ved datterens hus.
»Hos os er der ikke så mange store træer, som kan vælte ind i huset«, siger Gitte Klein.
Hendes hus ligger relativt højt oppe, fortæller hun, og derfor er hun personligt ikke bange for oversvømmelser. Derfor har hun fravalgt at blive evakueret.
»Her bliver der aldrig oversvømmet. Men det kan også være en af grundene til, at folk er taget fra byen, fordi de ved, at deres hus bliver oversvømmet«.
ritzau
fortsæt med at læse




























