Flere tusinde flygtninge har krydset grænsen ved Chaman dagligt, siden Taleban tog magten i Kabul. Nu bliver den lukket »i en periode«.

Pakistan lukker vigtig grænseovergang til Afghanistan

Grænseovergangen Chaman mellem Pakistan og Afghanistan bliver nu lukket i en periode, oplyser Pakistans indenrigsminister. Foto: -/Ritzau Scanpix
Grænseovergangen Chaman mellem Pakistan og Afghanistan bliver nu lukket i en periode, oplyser Pakistans indenrigsminister. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Pakistan har torsdag lukket en vigtig grænseovergang for at bremse tilstrømningen af flygtninge fra Afghanistan.

»Vi lukker grænseovergangen Chaman i en periode«, siger Pakistans indenrigsminister, Sheikh Rashid Ahmed ifølge dpa.

Grænseovergangen forbinder Balutsjistan med den afghanske provins Kandahar, Talebans arnested. Flere tusinde flygtninge har krydset grænsen ved Chaman dagligt, siden Taleban tog magten i Kabul.

Mange tusinde på dan afghanske side af grænsen venter desperat på at få tilladelse til at komme ind i Pakistan. Det oplyser embedsmænd og menneskerettighedsgrupper. Pakistan huser allerede 2,7 millioner afghanske flygtninge, som er kommet til landet siden 1970’erne.

Pakistan siger, at det ikke kan klare endnu en flygtningestrøm med henvisning til store økonomiske og sociale problemer. Embedsmænd i Pakistan anslog i sidste uge, at Pakistan kan vente, at der vil komme omkring 800.000 nye flygtninge til Pakistan fra det krigshærgede naboland. De to lande har en 2.500 kilometer lang fælles grænse med snesevis af officielle grænseovergange.

Lande i andre verdensdele er blevet spurgt om, hvorvidt de kan tage imod afghanere, som er flygtet til Pakistan. Flere lande har sagt nej blandt andet Sydafrika og Tadsjikistan.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her