Allerede få minutter inde i slaget fik Olaf Scholz røde ører, hvilket der var en god grund til. Han fik så mange klask af sin hovedmodstander, Armin Laschet, at man næsten troede, den tyske valgkamp nu igen ville vende 180 grader. For øjnene af godt 11 millioner tv-seere.
Der skal meget til, før socialdemokraten Scholz smider sin stoiske statsmandsattitude, men for en gangs skyld lykkedes det den konservative Laschet at spytte ulden ud af munden og ryste manden, der inden den halvanden time lange tv-debat førte klart i kampen om at afløse Angela Merkel som kansler.


























