USA, Storbritannien og Australien har indgået et nyt sikkerhedspartnerskab for Indo-Pacific-området, der dækker dele af Stillehavet og dele af Det Indiske Ocean.
USA og Storbritannien vil i den forbindelse bidrage teknologisk til, at Australien kan opbygge en flåde af atomdrevne ubåde, som skal udstyres med konventionelle våben.
Det oplyser ledere fra de tre lande onsdag aften dansk tid efter et møde i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.
»Vi vil arbejde sammen for at fremme stabilitet i regionen, som (fremover, red.) vil få endnu større betydning for Storbritanniens velfærd og sikkerhed«, siger den britiske udenrigsminister, Liz Truss, om aftalen.
ritzau


























