Politi melder, at alt er i orden ved synagoge i Hagen efter mulig trussel. Bevæbnet politi overvåger stadig.

Mulig trussel udløste stor politiaktion ved tysk synagoge

Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En operation ved en synagoge i byen Hagen i den vestlige del af Tyskland er tidligt torsdag morgen blevet afsluttet. Operationen blev sat i værk, efter at tysk politi onsdag modtog oplysninger om en mulig trussel. Men politi og bombehundes ransagning af synagogen har ikke afdækket noget mistænkeligt i løbet af natten, og truslen er derfor blevet afblæst. Flere bevæbnede betjente vil dog fortsat være på stedet selv efter meldinger om, at alt er i orden.

Af sikkerhedsmæssige årsager kan det lokale politi ikke komme nærmere ind på, hvad der udløste den potentielle trussel. Der er ingen tegn på, at andre jødiske samfund i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, hvor Hagen ligger, skulle være i fare.

Onsdag aften skrev lokale medier, at et antal betjente bevæbnet med maskinpistoler var ved synagogen i Hagen, der er en by med omkring 200.000 indbyggere i udkanten af Ruhr-distriktet. Ifølge avisen Westfalenpost var der også hundepatruljer på stedet. En vej ved synagogen og dele af området omkring den blev desuden afspærret. Synagogen ligger i den centrale del af Hagen.

I december sidste år blev en 28-årig tysk højreekstremist idømt livstid for et angreb mod en synagoge i byen Halle. I forbindelse med Yom Kippur-fejringen i 2019 forsøgte han at storme synagogen i Halle. Han lykkedes ikke med at komme ind i synagogen, da døren var boltet fast. I stedet dræbte han en kvindelig forbipasserende og en ung mand i en shawarmabar. Han blev desuden tiltalt for drabsforsøg på de 51 personer, som var inde i synagogen på gerningstidspunktet. Under retssagen gav den 28-årige mand ifølge dpa udtryk for antisemitiske og racistiske synspunkter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her