Partiet Forenet Rusland, der støtter præsident Vladimir Putin, står til at få lidt over 46 procent af stemmerne ved det russiske parlamentsvalg.
Det oplyser Ruslands valgkommission natten til mandag dansk tid, efter at lidt over 50 procent af stemmerne er talt op.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Dermed mister regeringspartiet Forenet Rusland efter alt at dømme opbakning i forhold til partiets valgsejr i 2016. Her fik partiet lidt over 54 procent af stemmerne.
Kommunistpartiet bliver ifølge det foreløbige resultat næststørst i parlamentet med lidt over 21 procent. Det er en fremgang fra 13,3 procent ved valget for fem år siden.
14 partier stillede op ved Ruslands parlamentsvalg, der er forløbet over tre dage og sluttede søndag.
Rusland strækker sig over 11 tidszoner.
Partiet Forenet Rusland var under alle omstændigheder klar favorit til at vinde det samlede valg. Partiet støtter præsident Vladimir Putin i et og alt.
Tilhængere af den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj håbede, at deres opfordring til at støtte andre kandidater end Forenet Ruslands ville stikke en kæp i Putins hjul.
»I dag er en vigtig dag. Forenet Rusland ønsker at stjæle dette valg fra os og fratage os fem år mere«, sagde Navalnyjs talsperson, Kira Jarmysj, tidligere søndag ifølge nyhedsbureauet dpa.
En app, som Navalnys tilhængere håbede kunne samle oppositionen ved valget, blev fredag fjernet af Google og Apple. Det skete efter pres fra den russiske regering.
Ifølge Google havde regeringen i Moskva truet med at fængsle og straffe dets medarbejdere i Moskva. Det ville ske, hvis ikke Google stoppede med at udbyde appen.
Appen skulle vise, hvilke folk i oppositionen der ville have de bedste chancer mod Forenet Ruslands kandidater. Hvis vælgerne vel og mærke ville stemme taktisk.
Det er formentlig det mest udemokratiske valg, der har fundet sted i Rusland, siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991, skriver dpa.
Navalnyjs organisationer er blevet erklæret ulovlige og ekstremistiske. Oppositionsfolk er blevet fængslet. Andre er anklaget for ulovlig virksomhed.
Ingen repræsentanter for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) var til stede for at bevidne, om valget gik rigtigt til. OSCE har ikke kunnet komme overens med den russiske regering om at sende observatører.
ritzau
fortsæt med at læse




























