Frankrig blev behandlet på en uacceptabel måde, da USA, Storbritannien og Australien i sidste uge indgik en ny forsvarspagt, og Australien i den forbindelse vragede en kontrakt med Frankrig om levering af ubåde.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, til den amerikanske tv-station CNN mandag.
»Der er mange spørgsmål, som skal besvares. Et af vores medlemslande er blevet behandlet på en måde, der ikke er acceptabel, siger hun i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York City.
Australien oplyste i forbindelse med den nye forsvarsalliance, at det trækker sig fra en kontrakt om levering af ubåde fra Frankrig.
I stedet vil Australien opbygge en flåde af atomdrevne ubåde baseret på amerikansk teknologi.
Beslutningen har vakt så stor vrede i Frankrig, at landet fredag tilbagekaldte sine ambassadører i Australien og USA.
Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, har beskyldt USA og Australien for at være 'svigefulde' og for at have udvist 'foragt' ved at bryde et tillidsforhold.
Nogenlunde det samme mener EU-præsident Charles Michel. Allierede nationer skal kunne regne med 'åbenhed og tillid'.
»Vi ser en tydelig mangel på åbenhed og loyalitet, siger Michel og antyder, at sagen vækker mindelser om Donald Trumps tid i Det Hvide Hus, hvor forholdet mellem USA og EU ikke var det bedste.
»Med Trump var det i det mindste klart, at EU efter hans mening ikke var en nyttig partner, en nyttig allieret, siger Michel.
ritzau
fortsæt med at læse




























