Perus regeringsleder, Guido Bellido, træder tilbage bare få måneder efter, at landets nye socialistiske regering tiltrådte.
Det meddeler Perus præsident, Pedro Castillo, onsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Præsidenten oplyser ikke noget om årsagen til premierministerens beslutning.
Inden Bellido blev udnævnt som premierminister var han ikke særlig kendt i offentligheden.
Det samme gjorde sig gældende for Castillo, indtil han for fire år siden førte an i en landsdækkende strejke, som tvang den daværende regering til at acceptere krav om højere lønninger.
Det slog Castillos navn fast i befolkningen, og i juni vandt han præsidentvalget knebent foran den konservative rival Keiko Fujimori.
Castillo blev indsat som statsleder 28. juli.
ritzau




























