Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Den omstridte abortlov i Texas vil blive sat på pause, mens en domstol undersøger om den er lovlig.

Dommer sætter omstridt abortlov på pause i Texas

Foto: Sergio Flores/Ritzau Scanpix
Foto: Sergio Flores/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En føderal dommer i USA har natten til torsdag dansk tid bestemt, at delstatens Texas’ nye abortlov, der for nylig trådte i kraft, skal sættes på pause igen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Ifølge lokalmediet Texas Tribune er det dog usikkert, hvad det konkret får af konsekvenser, da myndighederne i Texas allerede har appelleret kendelsen.

Den amerikanske regering har tidligere sagsøgt Texas over lovgivningen, og en domstol skal nu undersøge, om lovgivningen er ulovlig.

Loven trådte i kraft i Texas i september og er kontroversiel af flere årsager.

Loven kriminaliserer personer, der hjælper kvinder med at få abort, hvis de har været gravide i mere end seks uger.

Der er ingen undtagelser for voldtægtsofre eller tilfælde af incest.

Desuden er loven ikke implementeret på en måde, så det er politiet, der fører sagerne i det texanske retssystem.

Derimod er det private borgere, der kan vælge at sagsøge personer eller klinikker, der udfører aborter eller bistår andre, som gør det.

Vinder man en sådan retssag, er man berettiget til mindst 10.000 dollar i kompensation. Det svarer til mere end 63.000 kroner.

Fidusen med at lade borgere håndhæve loven ved at sagsøge hinanden var også et stridspunkt blandt højesteretsdommerne, da landets højeste retsinstans i september valgte ikke at blokere loven, fordi indretningen gør det svært at holde Texas ansvarlig retmæssigt.

Dommerne var under godkendelsen af loven skeptiske over for den model.

Retspræsident John Roberts sagde sågar, at han ville have stoppet håndhævelsen af loven for at finde ud af, om metoden gør, at delstater kan undslippe ansvaret for de love, som de indfører.

Den texanske abortlov har stort set gjort op med aborter i Texas.

Borgere i staten må i stedet køre til den nærmeste delstatsgrænse og håbe på, at en klinik nær grænsen har tid til at udføre en abort, men her meldes der i de fleste tilfælde om lange ventelister, skriver Reuters.


ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her