Norske myndigheder har mandag i en hemmelig operation hentet et forældreløst barn ud fra en lejr i det nordlige Syrien.
Det siger udenrigsminister Anniken Huitfeldt.
»Barnet havde norsk far. Relationen mellem far og barn er blevet bekræftet gennem DNA-test, og barnet vurderes derfor som værende norsk statsborger. Barnet er under skolealderen og skal til Norge«, siger hun.
Ifølge den norske avis VG blev en hemmelig operation udført mandag i byen Rojava i det nordlige Syrien. Den blev angiveligt gennemført 12.30 dansk tid.
VG skriver, at barnet er hentet ud fra en lejr, hvor der sidder medlemmer af den militante gruppe Islamisk Stat (IS). Faren skal have været IS-medlem.
Barnet er blevet overdraget fra det kurdiske selvstyre til ansatte fra Norges udenrigsministerium og Forsvaret. Det skal være på vej fra Norge via Irak.
»I Norge vil barnet få den opfølgning og omsorg, som det har brug for, og den hjælp, som måtte være nødvendig fra børnemyndigheder og eventuelle andre myndigheder«, siger udenrigsminister Huitfeldt mandag.
VG er bekendt med barnets køn og alder, men har ikke offentliggjort oplysningerne for at undgå, at barnet kan identificeres.
ritzau




























