Abiy Ahmed opfordrer etiopierne til at møde ham ved fronten, så de sammen kan forsvare landet mod oprørere.

Etiopiens premierminister drager til fronten for at lede hæren

Foto: Aron Simeneh/Ritzau Scanpix
Foto: Aron Simeneh/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den etiopiske premierminister, modtager af Nobels fredspris Abiy Ahmed, vil drage til fronten, hvor han vil lede de soldater, der kæmper mod oprørere.

»Fra i morgen vil jeg være at finde ved fronten, så jeg kan lede forsvarsstyrkerne«, udtaler han i en erklæring på Twitter mandag.

Udmeldingen kommer, idet den årelange konflikt rykker tættere på hovedstaden Addis Abeba.

»De, som ønsker at være blandt de af Etiopiens børn, som vil blive hyldet af historien; rejs jer for jeres land i dag. Lad os mødes ved fronten«, siger Abiy Ahmed.

Han modtog i 2019 Nobels fredspris, efter at han havde forhandlet en fredsaftale på plads med nabolandet Eritrea.

Mandagens udtalelse fra premierministeren kommer, imens oprørsgruppen Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF) fortsat nærmer sig Addis Abeba. Oprørerne hævder, at de har taget kontrol over byen Shewa Robit, der ligger blot 220 kilometer nordøst for hovedstaden.

Ledende medlemmer af Abiy Ahmeds parti, Velstandspartiet, mødtes tidligere mandag for at drøfte krigen, der har trukket ud i et år.

Efter det møde fortalte forsvarsminister Abraham Belay til statslige medier, at sikkerhedsstyrkerne nu vil skifte kurs.

»Vi kan ikke fortsætte sådan her. Der må forandring til«, sagde han uden at give yderligere detaljer.

»Det, der er sket og sker mod vores folk - de overgreb, de udsættes for af denne destruktive, terroristiske røvergruppe - kan ikke fortsætte«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her