Tyrkisk politi måtte torsdag ty til tåregas i et forsøg på at opløse en demonstration mod kvindevold.
Hundredvis af demonstranter havde samlet sig i gaden i millionbyen Istanbul for at gøre opmærksom på deres utilfredshed med Tyrkiets problemer med vold mod kvinder.
Den tyrkiske regering meldte sig ud af Istanbulkonventionen tidligere på året, fordi den mente, at konventionens principper om ligestilling er i strid med traditionelle tyrkiske familieværdier.
Ifølge menneskerettigheds-ngo’er er 345 kvinder i Tyrkiet blevet dræbt i år.
Demonstrationer i flere lande
Demonstration i Istanbul er en del af et større initiativ, hvor tusindvis af mennesker verden over har været på gaden for at protestere mod vold mod kvinder.
Initiativet er blevet knyttet til farven lilla, og det kunne i den grad ses i den spanske hovedstad, Madrid, hvor tusindvis af demonstranter var gået på gaden.
Med kampråb om øjeblikkelige løsninger og en ende på vold mod kvinder gik demonstranterne på gaden iklædt lilla hatte og mundbind og med lilla flag vajende over menneskemængden.
ritzau
fortsæt med at læse




























